Fjerde afdeling af Demin Cuppen, Uno-X Ladies Cuppen og Uno-X Junior Cuppen har ikke ført til førertrøjeskift blandt rytterne.

Søndag blev der kørt cykelløb i Virring ved Skanderborg, da CK Aarhus og Team JS.dk var værter ved fjerde afdeling af de tre landevejscups.

Damernes start lå tidligt, og derfor måtte Uno-X Ladies Cuppen begynde sin afvikling indhyllet i tåge over det bakkede landskab. Her stak tre ryttere fra feltet: Julie Nielsen Maribo og Amalie Kvist Nybroe fra Team Interklima ABC Copenhagen samt Laura Auerbach-Lind fra Team RYTGER powered by Carl Ras. Det lykkedes de tre ryttere at holde hullet til mål, hvor Julie Nielsen Maribo kunne køre først over stregen. Podiet endte således:

  1. Julie Nielsen Maribo (Team Interklima ABC Copenhagen)
  2. Amalie Kvist Nybroe (Team Interklima ABC Copenhagen)
  3. Laura Auerbach-Lind (Team RYTGER powered by Carl Ras)

Mia Rützou (Team Nyt Syn by Fialla powered by Extreme) er fortsat i den gule førertrøje, men Julie Nielsen Maribo er kun et enkelt point bagefter i den samlede stilling. Den hvide ungdomstrøje sidder stadig på Alberte Greve (Team RYTGER powered by Carl Ras).

I Uno-X Cuppen endte cykelløbet efter 120 km i en spurt mellem Alfred Mørch Kongstad (Team Bach Advokater CEC Junior) og Peter Øxenberg Hansen (Team Vifra Kvickly Odder). Førstnævnte var dog hurtigst og kunne dermed smide armene i vejret som sejrherre. På tredjepladsen kom Frederik Dupont Hougaard (CeramicSpeed Herning CK Junior). Andreas Krogh Jensen (Team Mascot WorkWear) fører stadig i den samlede stilling, mens Anton Louw Larsen (Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior) fører ungdomskonkurrencen.

Magnus Bak Klaris (Restaurant Suri-Carl Ras) førte Demin Cuppen stort inden fjerde afdeling, og nu har han indsamlet så mange point, at ingen kan nå ham i klassementet. Søndag sikrede han sig 18 point mere, og han fører nu med 25 point.

Fjerde afdeling af Demin Cuppen blev ekstremt tæt, da rytterne skulle spurte om sejren. Rytterne skulle ud på 176,4 km fordelt på ni omgange - ca. 2000 højdemeter. Efter sådan en omgang var der alligevel kræfter nok til at sprinte, og her var Sebastian Nielsen (Team coloQuick) en smule hurtigere end konkurrenterne. Han kunne derfor henvise Adam Holm Jørgensen (BHS-PL Beton Bornholm) og Magnus Bak Klaris til anden- og tredjepladsen.

Den 1. oktober venter finalen i Mørkøv. Læs mere og tilmeld dig her.